Niels Viggo Bentzon - musik med saft og kraft

Jeg hørte første gang navnet Niels Viggo Bentzon da jeg var teenager i slutningen af 60'erne. Han medvirkede på en plade med avantgarde-jazz-rock-gruppen Maxwells. Jeg kan huske at jeg syns det var sjovt at en klassisk komponist samarbejdede med en gruppe af den kaliber.
Fra 1977 begyndte jeg at arbejde med musikjournalistik i DR's klassiske musikafdeling. I årene frem interviewede jeg flere gange Bentzon og jeg lærte lidt af hans musik af kende. Lidt - for der er så meget... En stor del af det af høj kvalitet!

I 2019 ville Niels Viggo Bentzon være fyldt 100 år. En god anledning for gode orkestre og solister til at finde hans musik frem og spille den for et nutidigt publikum. Meget af musikken vil forbløffe nutiden ved sin høje kvalitet og kraft.

Jeg fortæller her om tre møder med Bentzon og hans musik. 

af Per Wium, musikjournalist

I dagligstuen

Da Niels Viggo Bentzon fyldte 70 år, var jeg med til at lave to store radio-programmer om ham og hans musik. I den forbindelse besøgte jeg ham et par gange i villaen på Egernvej, Frederiksberg. Det var spændende samtaler. Og jeg kunne rigtig godt lide ham, simpelt hen. Jeg kunne lide det lidt fanden-i-voldske, det originale, det "skæve" og hele hans store engagement i musik.

Bentzon følte sig lidt som en outsider i dansk musikliv. Jeg kan tydeligt huske han sagde sådan her til min medbragte båndoptager: "Jeg er selvfølgelig "på hat" med mine komponist-kolleger, men ikke mere end dét."
Jeg tror Bentzon måske overfortolkede sin isolation en smule. Jeg véd at han var ven med komponisten Herman D. Koppel. Og jeg har faktisk engang præsenteret en radio-koncert med de to og deres herlige firhændige klaverspil. Og tydelige gode forhold til hinanden.

Men jeg tror Niels Viggo Bentzon følte sig forbigået og ringeagtet. Det er helt forkert hvis det var og er sådan. Meget af hans musik er kraftfuld og vedkommende. Måske var Bentzon på sin vis sin egen værste fjende med den evige jagt på KVANTITET. Der kunne aldrig blive opus-numre nok.....

Jeg lærte sidenhen hans datter Maria at kende. Maria døde alt for tidligt og var en skrøbelig natur. Meget mere robust virker sønnen Nikolaj. Ham har jeg også lært at kende. Med stor, stor fornøjelse. Udover at han ligner sin far så det er til at tage og føle på, har Nikolaj et stort musikalsk talent. Æblet falder ikke ... etc. etc....
Jeg tænker faktisk ofte på de to møder i dagligstuen på Egernvej. Det var livgivende at tale om musik med Niels Viggo Bentzon!

I indspilningsstudiet

Bentzon er faktisk slet ikke hovedperson i den her erindring - men hans musik er selve sagen, det drejer sig om!

I starten af 1980'erne blev der ikke indspillet mange klassiske plader i Danmark. Og da slet ikke mange med symfoniorkester.

En dejlig undtagelse var indspilningen af Niels Viggo Bentzons 4. klaverkoncert (komponeret i 1954) med Aarhus Byorkester (i dag Symfoniorkester) dirigeret af Ole Schmidt og med Anker Blyme som solist.
Jeg var udsendt af DR og lavede reportage fra indspilningen til det daværende ”Musikmagasinet”.
Optagelsen foregik i det nyligt indviede Musikhuset Aarhus. 

På den store sals scene sad Aarhus Byorkester klar med chefdirigent Ole Schmidt på podiet. Anker Blyme sad klar ved det store flygel.

I en lille kunstnergarderobe var der ”kontrolrum” med en nødtørftig mixerpult i hænderne på Claus Byrith. Ingolf Gabold, selv komponist og i øvrigt altmuligmand var producer.
Og på en stol i hjørnet af det mikroskopiske kontrolrum sad jeg. Udstyret med en NAGRA-båndoptager – og en pæn portion nysgerrighed.

Hvis der er nogen af denne BLOG's læsere der ikke lige er fortrolige med Bentzons 4. klaverkoncert kan jeg sige at der er mange noder i partituret. Rigtig mange. Musikken er frodig og der er sjældent stille.

Derfor var det et fantastisk øjeblik, som jeg aldrig glemmer, da Gabold på et tidspunkt brugte kommunikations-mikrofonen, afbrød musikken og spurgte ind i salen: ”Ole, er der ikke et par af 2. violinerne, der spiller et a i stedet for ais i takt 711?”

Kort pause – man kunne høre Ole Schmidt tale med et par af musikerne. Og derpå: ”Jo, du har ret, det bliver rettet nu”.

Jeg var ved at falde ned af stolen. Hvordan pokker kunne Gabold høre det i den myriade af toner? Jeg var mere end imponeret.

Ved klaveret

Da jeg selv er en slags pianist og var nysgerrig på Bentzons værker for solo-klaver, fik jeg lyst til at prøve kræfter med eet af værkerne.
Jeg husker ikke helt hvorfor det lige blev "Træsnit" fra 1950 - med det tidlige opusnummer 65. Måske fik jeg det anbefalet på musikkonservatoriet, hvor jeg ofte havde min gang.

Jeg var ganske moviveret for at gå i gang med "Træsnit". Da jeg lavede portræt-program til DR i anledning af NVB 70 år, var een af udsendelserne i samarbejde med konservatorie-manden Bertel Krarup. Krarup har et indgående kendskab til Bentzons musik, så han var eksperten og jeg havde ansvaret for formidlingen i radio. Den dag, vi optog programmet, glemmer jeg ikke. Vi havde naturligvis adgang til de (ret få) grammofon-plader, der fandtes med musik af Bentzon. Og vi havde ikke mindst adgang til DR-optagelser.
Og så lavede vi en gang "Ind i musikken"-program, hvor Krarup levende fortalte og gav eksempler.

Tilbage til "Træsnit". Da jeg lærte at spille værket fandt jeg hurtigt ud af tre ting. Der var masser af saft og kraft og gode indfald i musikken. Det kompositoriske håndværk var stærkt og der var f.eks. styr på form og flow.
Det lå godt for klaveret. Ikke at det hele var nemt, det skal guderne vide at det ikke var. Men det var så tydeligt komponeret af en pianist, der kendte sit instrument.
Jeg har spillet uddrag af "Træsnit" ved et par små koncerter og værket er en del af min musikalske hukommelse og min ditto fascination!